I december 2017 kommer Charles Neblett fra The Freedom Singers til Danmark for at deltage i den store kulmination på kulturbyprojektet VERDEN FOR DINE FØDDER.
Charles Neblett yderst tv. med resten af The Freedom Singers -Lincoln Memorial, The March on Washington for jobs and freedom, 28. august 1963
The Freedom Singers har gennem hele den amerikanske borgerretskamp spillet en afgørende rolle og førte bl.a. an i ’The March on Washington for Jobs and Freedom’ den 28. august 1963, og de stod side om side med Martin Luther King på trappen af the Lincoln Memorial, da Dr. King proklamerede ’I have a dream’.
The Freedom Singers er fortællingen om fællesangens samlende, helende og handlende potentiale når forandring skal skabes.
Flamenco Teatret har indledt et samarbejde med en række amerikanske Folk Schools og andre organisationer der alle er udsprunget af den danske højskolebevægelse. Det var under et besøg på Highlander Folk School i Tennessee i september 2017, at forbindelsen til The Freedom Singers blev etableret.
Highlander Folk School blev oprettet i 1932 efter dansk forbillede, og blev et afgørende arnested for den spirende borgerretsbevægelse i 1950’erne og 1960’erne. Her kom blandt andre Martin Luther King, Jr. Rosa Parks, Ella Baker og John Lewis. Den danske tradition for fællessang, var en inkorporeret del af hverdagen på Highlander Folk School, og blandt borgerretsforæmperne genopdagede man her flere traditionelle hymner blandt andre ’We Shall Overcome’ der senere endte som en nøglehymne i borgerretskampen.
Highlander Folk School spillede også en afgørende rolle i dannelsen af The Student Non-Violent Coordinating Committee (SNCC) hvorfra The Freedom Singers opstod i 1962.
I gennem 1960’erne turnérede The Freedom Singers over hele USA for at rejse midler til borgerretskampen og for at informere om græsrodskampagner. Under deres turné optrådte gruppen med talrige af den amerikanske folkemusiks største navne: Peter Seeger, Bob Dylan, Joan Beax og Peter, Paul og Mary. I løbet af ni måneder i 1963 rejste gruppen 75.000 km gennem 40 stater i en Buick stationcar, og sang på gymnasier, grundskoler og universiteter, koncertsale, stuer, fængsler og til politiske samlinger.
Uanset om de er sunget i kirker eller fængsler, har frihedssange som “Oh Freedom (over Me)” og “This Little Light of Mine” ”We shall overcome” bidraget til at forme borgerretsbevægelsen og opretholde den i krisetider.
De fleste frihedssange var almindelige salmer eller spirituals, men teksterne blev ofte ændret for at afspejle de politiske mål for borgerrettighedsbevægelsen.
The Freedom Singers synger endnu, og de er ikke et museums stykke, men et levende og uvurderligt bidrag til den fortsatte kamp for sammenhængskraft, demokrati og retfærdighed.
Billetter til sangforedraget ‘Charles Neblett – a freedom singer’ den 22. december kl. 15.00 i Aarhus kan bestilles her.