Det er lykkedes Kirstine Hastrup, at etablere et samarbejde med lokalregeringen i den sydspanske by Jerez de la Frontera, der baner vejen for Spaniens første internationale flamencofestival for børn. Festivalen skabes i en dansk højskoleramme af Verdenshøjskolen, med udgangspunkt fra Himmelbjerggården.
KRIATURA 01 afholdes i Jerez de la Frontera i dagene 14. – 21. oktober 2018, og bygger på et internationalt kulturmøde der rækker langt ud over flamencoens regionale ophav. Alle døre åbner sig for de deltagende børn og deres forældre, der vil blive modtaget med begejstring og kunstnerisk passion i workshops, som publikum og som optrædende i aktiviteter der binder Europa og verden sammen gennem levende folkekultur og kulturudveksling gennem det konstruktive møde, som Højskolemodellen er ideel til at skabe.
KRIATURA 01 vil bl.a. have deltagelse af 20 børn fra Copenhagen Flamenco Academy – plus deres familier, og en stor gruppe børn fra Jerez.
Festivalens danske ophav kommer til udtryk gennem inspiration fra den danske folkehøjskole, da deltagerne ud over flamencoen vil blive præsenteret for det uformelle demokrati folkehøjskolens ramme for ligeværdige møder stimulerer. Folkehøjskolen giver gennem det utvungne kulturmøde børnene mulighed for at udvikle sig til bevidste, engagerede borgere, der kan og tør indgå i forpligtende fællesskaber.
KRIATURA 01 lader kunstnere fra den absolutte verdenselite møde børn på tværs af niveau og kulturel baggrund. KRIATURA 01 arbejder på at etablere samarbejde med peñas (flamencoklubber) over hele Europa – senere verden – og har som ambition at blive en af de vigtigste tilbagevende kulturelle begivenheder for børn i Europa.
KRIATURA 01 er en udløber af projektet ’Verden for dine fødder’ der var del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017s officielle program.
KRIATURA har en række optaktsarrangementer i Danmark.
Den 21. august kl. 16.00 – 20.00
Krudttønden, København.
Mød og oplev de medvirkende børn fra Copenhagen Flamenco Academy.
PROGRAM
kl. 16.00 til 18.00 Workshop for de deltagende børn med en række af Spaniens største flamencokunstnere.
Kl. 18.00 – 19.00 Fællesspisning med flamencokunstnere og børn.
Kl. 19.00 – 20.00 Flamencokoncert med Flamencolegenderne og Rasmus Dissing. Børn fra Copenhagen Flamenco Academy medvirker.
Den 25. august,
Kulturmødet Mors.
Præsentation af KRIATURA på det nye kulturmøde for børn.
Den 26. august kl. 13.30 til 15.00
Himmebjerggården
Program:
13.30 – 14.00: Flamenco workshop for børn og voksne
14.00 – 15.00 – Koncerten – ‘En flamenco i den danske muld’ – med bl.a. Rasmus Dissing i et musikalsk møde med en række af Spaniens bedste flamencokunstnere.